Det første skridt bringer dig videre.
Små skridt
Hvordan i alverden kan man få taget hul på alt det, man aldrig får gjort?
Der er mange ting, som det kan være svært at gå i gang med - og ikke mindst fuldføre! Måske handler det om at få regelmæssig motion passet ind i livet. Måske er der en skriveopgave, som skal overstås. Eller hvad med at få købt anderledes ind og lavet lidt sundere mad? Det kan også være, at det kniber med at overholde regelmæssige tandlægetider.
Overspring
Tankerne kredser om "projektet," og undskyldningerne for ikke at gøre noget hober sig op. Diverse overspringshandlinger af meget kreativ art ser dagens lys, og dem er der ikke noget svært ved at gennemføre! Tænk bare, hvor meget tøj man kan få sorteret, mens støvsugeren venter i sit skab. Eller hvor længe man kigger på de gulnede vægge, der skal males, og så viger tilbage fra det, fordi der først skal vaskes ned. Og i mellemtiden ordner man potteplanterne.
|
|
Som en af mine venner siger: "Det kan ikke betale sig at begynde på det, før jeg er rigtig motiveret. For når jeg ikke kan gøre det ordentligt, nytter det ikke noget. Man skal begynde med det fundamentale. Og det er netop dét, jeg ikke har lyst til." Og nu er der gået 30 år, og han drømmer stadig om at få det gjort.
Det første skridt
"En rejse på tusind mil må begynde med det første skridt."
Vidste du, at en del af vores hjerne (krybdyrhjernen) stadig efter millioner af år beskytter os mod farer? At den opfatter forandringer som farer og derfor lukker ned for den kreative hjernehalvdel?
En forandring kan f.eks. være at begynde på et løbeprogram 3 x ugentligt. Det virker alt for uoverkommeligt. Et gammelt ordsprog siger: "Lad være med at slå for stort brød op." Ganske klogt.
List forbi "vagthunden"
Du kan snyde denne vagthund i din hjerne ved at begynde i det små. Lad være med at tænke så meget over resultatet. Bare gå i gang.
Hvis du bliver bekymret og får dårlig samvittighed over ikke at dyrke motion og har svært ved at begynde på motionsprogrammet, kan du begynde med at danse på stedet - derhjemme eller på toilettet på arbejdspladsen med en MP3-afspiller i ørerne - når der er et godt musiknummer i radioen.
|
|
Dans et par minutter
Et par minutters dans i løbet af dagen. Hvis du gør det hver dag i en måned, vil du automatisk få lyst til mere. På den måde kan du komme videre, uden at den advarende hjerne (som også nogle gange har en stemme, der siger: "det har jeg prøvet så tit, det virker ikke") vågner og prøver at få dig fra projektet.
God fornøjelse med de små skridt!
|